klumme i nr. 3_16

“Der er noget galt i Danmark”

Alle er enige om, at der er noget helt galt med og/eller i forsvaret – lige fra holdningsmålinger blandt de ansatte af alle grader over unuancerede kritiske mediers overskrifter og detailbehandling af salgsbare emner til mere eller mindre velfunderede politikeres udsagn. Man er på det seneste gået meget efter Forsvarschefen (FC), da man helt naturligt anser ham for øverst ansvarlige. Er han nu også i denne position efter den gennemgribende ændring af hans embede?
Der er tidligere her i bladet blevet gjort opmærksom på det uhensigtsmæssige i at slå Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet sammen og samtidig “stække” Forsvarschefens beføjelser.
FC har ansvaret for udførelsen af de uddannelsesmæssige og operative opgaver, der besluttes af politikerne – og sådan skal det være i et demokrati. De ressourcer – personel, materiel,
logistik mv., der skal til for at løse opgaverne har FC ingen direkte indflydelse på – de kommer fra diverse Styrelser, der hører under Ministeren.
En af begrundelserne for denne strukturændring var de mange såkaldte “skandalesager” forud – sagerne viste sig få og mindre i omfang. Det er da muligt, at de nye Styrelser enkeltvis og specielt isoleret betragtet kan vise sig en smule mere økonomisk effektive, men deres bidrag til at støtte den fælles opgave på samordnet vis har vist sig mindre god. Det vurderer de ansatte, der skal udføre opgaverne. Det er baggrunden for misstemningen og de dårlige målinger.
De erfarer nu det, vi tidligere påpegede. Dem må vi lytte til.
Det er deres familie, deres førlighed, deres mentale skader og evt. deres liv, som er indsatsen. Man skal altså huske den “rigtige adresse”, når man fremsætter sin kritik af forsvaret – det er i denne sammenhæng ikke FC.
Problemerne forstærkes af, at den anerkendte og nødvendige militærfaglige rådgivning til de politiske beslutninger er blevet for integreret ved sammenlægningen. De militærfaglige råd og vejledninger bliver på et for tidligt tidspunkt i analyser og vurderinger “overrulet” af økonomimodeller, som mange politikere åbenbart bedre kan forholde sig til og derfor vælger.

“Man har lov til at blive klogere”

Vi skal have et nyt forsvarsforlig fra 2017 og et af emnerne bør være at “lave noget tilbage”, så der kommer bedre balance og sammenhæng i opgaveløsningen samt større tilfredshed og arbejdsglæde blandt de ansatte.
Vi må anmode vore valgte politikere om tage magten tilbage fra deres embedsmænd og i større udstrækning lytte til såvel den faglige militære ekspertise som de, der har valgt dem. Vi har de bedste soldater, vi nogensinde har haft – men der er alt for få af dem.
Hvor vi har materiel, er dette godt, effektivt og moderne – men vi har for lidt af det. Vi har enheder (kapaciteter) til de fleste sandsynlige opgaver – men uden den ønskede udholdenhed. Vi har materiel til mange opgaver, men i modsætning til tidligere er vi nu afhængige af samarbejdspartnere – artilleri og luftværn.
“Vi skal jo heller ikke løse alle opgaver selv – vi har en “forsikring” i NATO. Korrekt, men betaler vi nu også “en relevant forsikringspræmie?” – 1,17% af BNP mod de 2% vi lovede på NATO
mødet i Wales?! Er vores styrke stærk nok til at sikre vores land
som modtageområde og er modtageorganisationen intakt? Der må ved et kommende forlig skabes balance mellem mål (opgaver – det vi vil) og midler (det vi kan). Balance mellem værnene – nye fly –
opgaver i Arktis og hærens slidte materiel.

“Blåøjede eller superoptimister eller begge dele”.

Hvis befolkning og politikere i forening ikke er villige til at ændre på de uacceptable forhold ved det kommende forlig kan der ikke være tvivl om betegnelsen – blåøjede superoptimister” der nægter at se omgivelsernes ændring og udfordring med klare realistiske briller (behandlet i tidligere indlæg).
Mange flere penge til forsvaret er nok urealistisk – men man kunne jo til en start tilbageføre de 2,7 mia. der blev taget væk for få år siden med begrundelse i, at der ikke længere var en trussel mod Danmark.

MBH og god Forsvarsbrodersommer KE